Apps og andre hjælpemidler

2020-03-25 11:03

Der findes hjælpemidler til fotografering, og nogle af dem er fantastiske, hvor andre er lidt mere tvivlsomme. 

Her er lidt af mine favoritter:

PhotoPills: 

Koster 89 kroner i Google Play og AppStore. Den bruger jeg meget. Du kan planlægge din fototur, se hvornår solen står op, og går ned, samt se solens bevægelse over himlen. Du kan se hvornår solen går ned, den gyldne time, den blå time og meget mere om solen. Du kan se hvornår månen står op, hvornår den går ned, hvor gammel den er, hvornår det er fuldmåne og meget mere. Du kan få vist den anbefalede lukkertid, blænde og andre indstillinger ud fra det miljø du er i nu. Du kan læse om den ideelle lukketid ved stjernefoto, timelapse og meget meget mere. Jeg bruger denne app meget i mit daglige virke som fotograf. 

Lightroom CC: Installeret på min telefon. På min PC redigerer jeg alene i Lightroom Classic. Appen på telefon kræver et abonnement hos Adobe som koster 92,50 kr om måneden. Du får så også Photoshop installeret. Lightroom på min mobil bruger jeg sjældent, da jeg hellere vil redigere på pc. Men i specielle tilfælde er det godt at kunne redigere et hurtigt billede på sin mobiltelefon. 

ByVejr: Appen indeholder data fra DMI og yr.no. Jeg bruger appen dagligt til at tjekke vind, vejr, nedbør og lignende. Appen er gratis.

UAV Forecast: Bruges primært til dronefotografering hvor man får vindstyrke i eksempelvis 50 meters højde, skydække, satellitdækning og meget mere. Men appen er også god til landfotografering da man meget præcist kan forudsige skydække, vind og meget mere. Appen er gratis. 

Flightradar24: App til at se flytrafikken over hele verden. I mit tilfælde Danmark. Man kan også se mindre lufthavne og fly. Jeg bruger den mest til dronefotografering grundet viden om trafik i luftrummet, men også ved stjernefotografering på landjorden, er det rart at kunne se hvor meget kondensstøj og dermed striber der er på himlen. Appen er gratis. 

Droneluftrum: App til at se restriktive flyvezoner med hensyn til droneflyvning. Man kan også føre logbog. Appen er gratis. 

DJI Mimo: Bruger jeg til at redigere videoer fra mit actioncamera. Appen er gratis. 

DJI Fly: App til at tage billeder og lave video,  når jeg flyver med min drone. Appen er gratis. 

Der findes mange apps som du kan bruge til at hjælpe dig med din fotografering. Nogle er gode andre mindre gode. Nogle er gratis, andre koster lidt. Prøv dig frem.