Sjælens reflektor...

I foto branchen bruges ofte en genstand kaldet en reflektor. Den findes i mange udformninger, små, store, firkantede, runde og så videre.

Fælles for dem alle er, at de har et eneste formål: at reflektere og forstærke lyset. 

Den bruges oftest til at forstærke det tilstedeværende naturlige lys, og reflektoren har typisk to sider, en med guldfarvet overflade og en med sølv farvet overflade. Den guldfarvede giver fotografen mulighed for at gøre det naturlige lys mere varmt og gyldent, den sølvfarvede del giver en lys og kølig effekt.

Men vigtigst af alt: Begge sider kaster lyset i den retning reflektoren peges imod.

Findes den menneskelige reflektor? I høj grad: ja!

Hos nogle personer er den mindre, hos andre er den større.

Og i gennem livet varierer den i størrelse.

Vi har den alle. Vi tænker ikke over det, men af og til kommer den i brug.

Vi har alle en fortid. Vi har alle lavet ting i den fortid som vi er mere eller mindre stolte af. Og de ting vi er knapt så stolte af, pakker vi nogle gange lidt væk. Enten fordi vi vil glemme det, eller fordi det er for pinligt eller smertefuldt at blive mindet om. Her kommer den menneskelige reflektor ind i billedet. Vi kaster lyset fra mindet væk fra os selv. 

Nogen gange rammer reflektorens lys uheldigt, og bliver viderespejlet mod os selv igen. På godt og ondt. Det kan være smertefuldt, men Vi må ikke gemme fortidens uheldige ting fuldstændig væk. For de har, om vi vil det eller ej, været med til at forme os til dem vi er idag. Så minderne har vi brug for. Også for at blive mindet om, at det vil vi ikke gøre igen.

Ligesom vi med glæde kigger tilbage på de gode minder og handlinger vi har haft. 

Jeg har levet i snart 39 år. 

Jeg har nok haft det mange vil kalde et gennemsnits liv. Og har haft både dårlige og gode minder. 

I en forholdsvis ung alder mister jeg min mormor, og senere samme år mister jeg min mor.

Få år efter mister jeg min lillebror. Han nåede at opleve 28 somre.

Minderne omkring dem lever, men de svære ting gemmer jeg væk. Af og til rammer reflektoren et andet refleks punkt, og rammer lige tilbage på en selv.

Alt dette har jeg skrevet om i et blog indlæg på vores tidligere hjemmeside, så det vil jeg ikke trætte jer mere med.

Min første rigtige uddannelse fik jeg i Falck, hvor jeg var i 10 år. Jeg oplevede mange ting der, og jobbet gav mig hår på brystet. 

Jeg havde et fantastisk kammeratskab med mine kolleger, ja de var min anden familie.

Visse ting i min tid i Falck, har jeg bevidst valgt at pakke væk, da de ikke var sunde for mig. Igen peger min reflektor nogen gange den forkerte vej, og rammer mig lige tilbage igen.

Jeg har det ligesom alle andre. Min reflektor afspejler nogen gange de dårlige minder direkte tilbage til mig.... jeg ved ikke hvad andre gør, men jeg har min helt egen metode...

Jeg griber mit kamera, går ud i naturen, og lader alle indtrykkende komme susende ind på nethinden.

Jeg tænker vinkler, lys, komposition, motiver, bevægelse, lukkertid, blænde, ISO, kontrast, og meget andet. Simple ting for mig lige i øjeblikket hvor jeg er. Så simple, at alle de usunde og skadelige ting forsvinder. 

Eller jeg tager ud til kunden der har bestilt billeder af sin nyfødte baby, sit skønne førskole-barn med tabte mælke tænder og et skønt smil, til hestepigen hvor jeg skal tage billeder af hendes store kærlighed, til brylluppet hvor to mennesker skal sige ja til deres livs kærlighed.

Efter sådan en tur, hvad enten det er med mig selv i naturen, eller hos kunden hvor alt er struktureret, så er min menneskelige reflektor peget i den rigtige retning igen, og jeg har fundet glæden og meningen ved den reflektor igen. 

Jeg bruger den hver eneste dag, og peger den i den gale retning ved jeg nøjagtig hvad jeg skal gøre for at vende lyset den rigtige vej.

Efter sådan en dag smager alting bedre, lyset er smukkere, konen kysser bedre og livet er bare herligt!

Brug din reflektor hver eneste dag. Der er en grund til den er der. 

Du skal blot lære at pege den i den rigtige retning, på de rigtige tidspunkter.

Vi læses ved!

/Kim